Andreas Boström bliver den tredje svensker i DTC
Team Racing Ahead indsætter en ekstra Citroën Xsara Coupé til svenskeren.
Andres Boström skal på Ring Knutstorp køre den Citroën Xsara,
som tidligere har haft Bjarne Kragelund som pilot.
Peugeot Statoil Motorsports svenske duo Jens Edman og Mikael Gustavsson
bliver ikke ene om at repræsentere de blå-gule farver ved weekendens
Copenhagen Super Prix på Ring Knutstorp i Skåne. Ved weekendens fjerde
afdeling af Danish Touringcar Championship får de nemlig følge af
landsmanden Andreas Boström, som stiller op i en Citroën Xsara Coupé.
Det er Team Racing Ahead, som indsætter bilen for Boström, men mens
Peugeot Statoil Motorsport decideret stod og manglede kørere for at kunne
besætte sine ledige biler, så var situationen noget anderledes hos
Citroën-teamet. Her var begge biler i forvejen besatte, ligesom kontakten
også gik ad en noget anden vej.
”Aftalen er kommet i stand gennem den svenske racerkører Johnny Nilsson,
som jeg kender rigtigt godt fra NOSSCAR-dagene, hvor vi kørte sammen,”
forklarer Jesper Sylvest, Jægerspris, der sammen med Jørgen Weinreich,
Hammel, udgør Team Racing Aheads faste besætning i Danish Touringcar
Championship.
”Johnny Nilsson havde så hørt, at Andreas Boström var
interesseret i at komme ud at køre DTC, og han satte os så i kontakt med
hinanden, for Johnny vidste, at mit eget team Sylvest Motorsport havde en
bil stående. Vi har så snakket frem og tilbage om det i et par dage, og i
går underskrev vi så en kontrakt for dette ene løb.”
Andreas Boström kommer derfor til at køre i den Citroën Xsara,
som senest blev kørt af Bjarne Kragelund, Silkeborg. Men selv om Boström
bliver den tredje debutant ved Copenhagen Super Prix, så kommer han dog
ikke til at starte på helt bar bund.
”Vi har ligeledes lavet en aftale om, at Andreas i denne
weekend kører for Team Racing Ahead, hvor teamets mekanikere står for den
tekniske support af ham,” fortsætter Jesper Sylvest. ”Vores teamchef Claus
Gregersen syntes, at det var en rigtig god idé, for så kunne han jo også
være med til at repræsentere teamet. Herudover er der også det positive i
det, at Andreas har Total Olie som én af sine personlige sponsorer, og dem
har vi jo også en aftale med.”
Hidtil i denne sæson har Andreas Boström kørt i en BMW 330i i
den svenske langdistanceserie, men ligesom mange andre startede han sin
bilsportskarriere i Formel Ford-klassen, hvor han faktisk blev nummer 15 i
det danske mesterskab i 1998. Siden avancerede han til Swedish Touring Car
Championship, hvor han sidste sæson kørte en række løb i en Volvo S40,
hvilket indbragte ham en sammenlagt ottendeplads i privatførernes
mesterskab.
For Jesper Sylvests vedkommende hersker der ingen tvivl om, at
Andreas Boström vil blive konkurrencedygtig i den røde Citroën.
”Vi har udviklet på bilen, siden Kragelund kørte den, så realistisk vil
han under de rigtige forhold kunne komme imellem de ti første,” vurderer
Sylvest. ”Bilen har nemlig altid styret rigtigt godt ved ustabile forhold,
og hvis det ustadige vejr, som meterologerne har lovet, holder for
weekenden, så vil bilen blive god på Ring Knutstorp.”
Publicerat med tillstånd från: http://www.dtc-net.dk
(Evenemang: 2002-07-19–2002-07-21 STCC Newsrace)